Misforståelse 4: Det gamle Kina var tilbagestående og undertrykkende

Under Qin-dynastiet (221-206 f.Kr.) blev kejserne Kinas øverste herskere. Selvom det gamle kinesiske samfund aldrig havde dannet en forfatning, spillede den konfucianske ideologi en lignende rolle ift. at kontrollere den kejserlige magt.

Den konfucianske lærer, Dong Zhongshu, skrev “Tre afhandlinger om himlen og menneskene” til kejser Wudi, hvori han redegør for, hvorfor kejseren skal overholde det konfucianske princip om renzheng (velvillig regeringsførelse). Fra Han-dynastiet (206-220 e.Kr.) og frem, holdt konfuciansk tænkning kejseren i konstant kontrol.

Siden Sui (581-618 e.Kr.) og Tang (618-907 e.Kr.) dynastierne blev Kina forvaltet under systemet "De tre afdelinger og seks ministerier" (Sansheng Liubu Zhi), som ligner den vestlige verdens system for kontrol og balance. Kejserens dekreter blev gennemgået og verificeret af et censorat, der havde beføjelser til at afvise kejserlige dekreter.

Det gamle Kina nød også ytringsfrihed. Song-dynastiets grundlægger, kejser Taizu, lovede aldrig at dræbe sine ministre og censorer, hvilket gav dem frihed til at udtrykke deres meninger og holdninger.

Siden den kinesiske civilisations begyndelse har privat ejendom altid været respekteret. Før det kommunistiske parti fravristede sig magten, strakte regeringens engagement sig kun til amtsniveau (svarende til det nuværende byniveau). Med undtagelse af tvungen værnepligt, skatteopkrævning og obligatorisk arbejde i offentlige projekter, greb regeringen ikke ind overfor den almindelige borger.

Den taoistiske skole understreger balancen mellem yin og yang, og den konfucianske skole taler om harmoni i uenigheder. Det gamle Kina var således et multivariabelt, men tolerant samfund. Dette var især bemærkelsesværdigt under Tang-dynastiet, hvor buddhisme og taoisme samt vestlige religioner som kristendom og jødedom, åbent sameksisterede og blomstrede i Kina.

Som Himmelens Søn var den kinesiske kejser forpligtet til at adlyde himmelens dekreter. Han måtte ære guderne og respekterede traditioner, kultur og sine forfædre. Dette var ikke enestående for Kina, da lignende eksempler kan findes gennem historien i det gamle Rom og i Europas middelalder.

Under Han-dynastiet etablerede Kina den Kejserlige Læreanstalt, som leverede systematisk uddannelse for at fremme eliten. Under Sui-dynastiet udviklede imperiet et omfattende og upartisk system til udvælgelse af bureaukrater og embedsmænd. Mulighederne for lige uddannelse blev også åbnet for det kinesiske folk, efter Konfucius begyndte at undervise privat. Den litterære kunst blomstrede også i det gamle Kina; ingen i moderne tid er kommet i nærheden af den.